Afstemningsområder - anden version er etableret

Publiceret 09-04-2014

Nu ligger anden version af det geografiske tema afstemningsområder klar. Temaet er etableret af Geodatastyrelsen ud fra adresserne i CPR Vej og tilrettet af kommunerne.

I slutningen af 2013 etablerede Geodatastyrelsen (GST) det første geografiske tema over afstemningsområder. Temaet var 100 % autogenereret på baggrund af husnummerintervallerne i CPR Vej. Kommunerne havde efterfølgende temaet ude til kontrol i forhold til egne data, hvilket gav en række tilretninger. Nogle kommuner sendte deres eget datasæt tilbage, andre rettede i det autogenererede, og andre igen godkendte temaet for deres kommune. GST samlede derefter informationerne til et landsdækkende datasæt, tilpasset til DAGIs kommunegrænser og opstillingskredse.

De nye, anden version af det landsdækkende tema kan downloades af kommunerne fra ftp.kms.dk. Da temaet har vejledende karakter kan distribueres det foreløbig ikke på anden måde.

Temaet er benyttet som et foreløbigt grundlag for udarbejdelse af en ny opgaveliste på Danmarksadresser.dk: ”Adresse og afstemningsområde”. Opgavelisten er vejledende og det er således ikke et krav, at kommunerne retter oplysningerne i CPR Vej. GST er desuden ved at etablere en snitflade, hvorigennem kommunerne kan ajourføre afstemningsområderne i DAGISYS.

Da der er nogle kommuner som har foretaget ændringer i deres afstemningsområder efter GST’s færdiggørelse af DAGI-temaet, vil opgavelisterne ikke være retvisende der – og de pågældende kommuner bør derfor se helt bort fra dem.

Det er i alle tilfælde stadig CPR Vej som rummer de gældende data om afstemningsområder i Danmark, indtil registret udfases i løbet af 2015. Herefter vil DAGIs tema for afstemningsområder overtage rollen som den officielle oversigt.

Kommunernes afstemningsområder udgør grundlaget for EU-parlamentsvalget 25. maj.