Ny implementeringsplan for Adresseprogrammet

Publiceret 28-10-2014

Hen over efteråret 2014 har Adresseprogrammet sammen med Ejendomsdataprogrammet og Datafordeleren arbejdet for at skabe en ny konsolideret implementeringsplan for de tre delprogrammer. Den nye plan forventes forelagt og godkendt i styregrupperne for GD1 og GD2 torsdag den 18. november.

I efteråret 2014 er der foregået et intensivt arbejde med at etablere en ny, konsolideret implementeringsplan for Adresseprogrammet (GD2), Ejendomsdataprogrammet (GD1) og Datafordeleren (GD7). Behovet for at lave en ny samordnet plan mellem de tre delprogrammer opstod, da man i efteråret 2013 konstaterede at Datafordelerens tidsplan blev forsinket på grund af en længere udbudsproces end forventet.

I Grunddataprogrammet er der store afhængigheder mellem GD1, GD2 og GD7, og en forskydning i væsentlige leverancer i det ene delprogram rykker ved tidsplanen for de øvrige delprogrammer.

Arbejdet med at lave en ny plan var i første omgang planlagt til at finde sted i foråret 2013. Arbejdet blev dog udskudt til efteråret, til fordel for fastlæggelse af en række tværgående arkitekturmæssige afklariner i grunddataprogrammet.

Processen med at etablere den nye plan har været travl. Siden august er der alene i Adresseprogrammet afholdt 8 workshops og en lang række individuelle møder. På disse møder er forudsætninger for den nye plan, implementeringsmønstre, milepæle mm. blevet diskuteret og fastlagt.

Adresseprogrammets nye konsoliderede implementeringsplan vil indgå i Grunddataprogrammets videre arbejde med at lave en samlet masterplan for hele Grunddataprogrammet.

På nuværende tidspunkt ligger der en grovskitse til hovedtidsplan, og de sidste finpudsninger af planen og tilhørende bilag finder sted hen over de næste uger.

Adresseprogrammets styregruppe forlægges materialet, som forventes godkendt på møde den 18. november.

Den nye plan beskrives i næste nyhedsbrev i slutningen af november 2014 og forventes ligeledes publiceret på www.adresseprogrammet.dk.