Adresseprogrammet forankret i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Publiceret 08-04-2016

Ressortændring:

Geodatastyrelsen blev den 1. januar 2016 opdelt i hhv. Geodatastyrelsen (GST), som flytter til Aalborg, og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE), som bliver i København. GSTs ansvar for Grunddataprogrammet blev i den forbindelse overført til SDFE og dermed også programansvaret for Adresseprogrammet.

Ny programledelse:

Næsten samtidig fik Adresseprogrammet ny delprogramledelse. Else Marie Ulvsgaard og Tanja Jensen valgte begge to inden jul 2015 at fratræde deres stillinger som hhv. programleder og programkoordinator.

Ny programleder pr. 8. december er Louise Nordskov, og ny programkoordinator pr. 1. januar er Helle Mette Sørensen. Louise kommer fra en stilling som direktionssekretær i det tidligere Geodatastyrelsen, hvor hun blandt andet har haft ansvar for den interne GST-koordinering af Grunddataprogrammet, og var 3 måneder i efteråret 2015 vikar for programkoordinatoren i Ejendomsdataprogrammet. Louise havde derfor et indgående kendskab til grunddataprogrammet, før hun tiltrådte som programleder. Helle Mette kommer fra en stilling i Post Danmark, hvorfra hun har god erfaring med sekretariatsbetjening.

Status på fremdriften i Adresseprogrammet:

Da Adresseprogrammet blev ressortoverført til Geodatastyrelsen i sommeren 2015 skulle der nye folk på en række poster, hvilket er blevet forstærket af efterfølgende opsigelser. Det er naturligvis ikke uden udfordringer, og har flere steder sat delprogrammets projekter under pres. Nye folk er kørt i stilling og der er i delprogrammet en tro på, at vi nok skal komme i mål som planlagt.

Den 1. maj 2016 starter testen af snitfladerne mellem de nye og kvalitetsforbedrede registre i både Adresseprogrammet og Ejendomsdataprogrammet. Testen foregår i tæt samarbejde mellem de to delprogrammer, Datafordeleren og modelsekretariatet i Digitaliseringsstyrelsen. Det er på nuværende tidspunkt vurderingen, at alle når at blive klar til testen, men der er mange forudsætninger, som skal være på plads.

Adresseprogrammets styregruppe holder møde næste gang den 21. april, hvor hovedfokus er snitfladetesten.

Yderligere information fås hos programleder Louise Nordskov, lonor@sdfe.dk