Kommunale opgaver igangsættes 1. november

Publiceret 23-10-2013

I november måned igangsætter Adresseprogrammet de første aktiviteter, hvor kommunerne skal rette fejl og mangler i de nuværende adressedata. Første runde af denne såkaldte ”datavask” har fokus på fejl og mangler i adresserne, i deres relation til forskellige administrative inddelinger og på at skabe første version af det geografiske tema for de kommunale afstemningsområder.

De første opgaver, som skal håndteres vedrører således:

  • en grundlæggende kontrol og rettelser af fejl i BBR’s adresser, herunder af eventuelle registerfejl i relationen mellem adresser og hhv. postnummer, kommune, afstemningsområde og sogn
  • etablering af 1. version af de kommunale afstemningsområder i Danmarks Administrative Geografiske Inddelinger (DAGI) og etableringen af en opdateret, retvisende sogneinddeling

Opgaver vedrørende fejl og mangler i adresserne bliver publiceret på det nye websted ”Danmarks Adresser” (www.danmarksadresser.dk). Nærmere information om dette vil kunne ses på denne hjemmeside ligesom KL i en ”administrativ information” har orienteret kommuner­ne om opgaven – se her: http://www.kl.dk/Fagomrader/Teknik-og-miljo/Digital-forvaltning/Den-fallesoffentlige-digitaliseringsstrategi/Grunddataprogrammet/Genbrug-af-grunddata-om-adresser-mv/

Både den samlede strategi for ”grunddataforbedringer” og den detaljerede plan for første runde af datavasken vil blive publiceret på Adresseprogrammets websted www.adresseprogrammet.dk

Et af hovedprincipperne i strategien er, at grunddataforbedringer som kan gennemføres maskinelt, bør gennemføres som sådan, dvs. uden at ulejlige kommuner eller andre parter med praktiske opgaver.

De opgavelister som i november publiceres på ”Danmarks Adresser” omfatter således de eventuelle fejl og mangler som ikke kan rettes automatisk, og som derfor kræver adressemyndighedens vurdering og indsats.