Selvstændig Adresselov

Publiceret 09-10-2015

Med ressortændringen, som følge af folketingsvalget i juni, har Geodatastyrelsen overtaget ansvaret for adresserne. Det betyder, at der skal udarbejdes en selvstændig Adresselov. Loven skal udarbejdes i sammenhæng med den samlelov, som understøtter og giver hjemmel til, at Adresse- og Ejendomsprogram kan gennemføres, som det er forudsat i programmerne.

I forbindelse med valgudskrivelsen blev det tværministerielle lovgivningsarbejde sat i bero. Med den kongelige resolution overtog Geodatastyrelsen ansvaret for programledelsen af GD1 og GD2 og overtog dermed også ansvaret for det lovkoordinerende arbejde. Ressortdelingen har været en ressourcemæssig udfordring for lovprojektet: Der fulgte ikke juridiske ressourcer med opgaven, ligesom adressefagpersonerne blev delt på Geodatastyrelsen og SKAT, mens MBBL’s projektleder for lovprojektet flyttede til Erhvervs og Vækstministeriet. Ressortdelingen betyder i øvrigt, at adresseloven skal udskilles som selvstændig hovedlov fra BBR-loven.

Nu er bemandingen i Geodatastyrelsen ved at være på plads, og arbejdet er genoptaget. Forsinkelserne har betydet, at det ikke er muligt at nå at fremsætte samlelovforslaget i den kommende folketingssamling. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har på den baggrund besluttet, at fremsættelsestidspunktet for samleloven udskydes til okt.I i 2016. Herved kan loven fortsat nå at blive vedtaget før det første register går i drift 1. januar 2017.

Udskydelsen af fremsættelsestidspunktet betyder dog ikke, at vi har fået god tid. Medio maj 2016 skal der foreligge et færdigt og tværministerielt afklaret samlelovforslag. Det betyder, at der allerede primo marts skal foreligge et første gennemarbejdet udkast med bemærkninger. Derfor er det vigtigt, at der i løbet af oktober og november arbejdes på at få bidragene til samleloven færdige så de inden årsskiftet kan kvalitetssikres ift. konsistens i anvendelsen af begreber mv. Det er centralt, at deadline overholdes, da der ikke er plads til yderligere justeringer af tidsplanen, hvis ikrafttrædelsen skal ske den 1. januar 2017.