Løsningsarkitektur for det nye Adresseregister er snart klar

Publiceret 23-10-2013

I løbet af november 2013 bliver løsningsarkitekturerne for hhv. det nye Adresseregister og BBR’s udvidelse færdige. Herefter følger opgaven med at kravspecificere systemerne. De første synlige ændringer vil kunne ses i maj 2014 med to nye ”adresseklienter” som den kommunale adressemyndighed kan bruge, når adresser skal registreres og ajourføres.

”Løsningsarkitekturen” definerer de overordnede krav til hvordan det nye adresseregister og klienterskal opbygges og fungere.

Løsningsarkitekturen for det nye Adresseregister beskriver således de knap 20 forskellige arbejdsgange og -processer som registeret skal understøtte, fx oprettelse af en ny adresse, et nyt vejnavn, ændring af en adresse eller et vejnavn.

Løsningsarkitekturen beskriver desuden Adresseregisterets ”informationsmodel” dvs. hvordan de enkelte datastrukturer for vejnavne og adresser er defineret og hænger sammen.

Endelig beskriver løsningsarkitekturen de services som Adresseregisteret skal udstille, så data kan flyde ind og ud af systemet.

Når løsningsarkitekturen er godkendt, vil den kunne ses på Adresseprogrammets hjemmeside www.adresseprogrammet.dk. Herefter vil arbejdet med kravspecifikationen for det nye Adresseregister blive igangsat.

De første systemmæssige ændringer vil ske i BBR med en ny BBR-version 1.6, men disse ændringer vil næppe være så mærkbare for sagsbehandlingen. I maj 2014 ventes de to nye adresseklienter lanceret, mens de mere synlige ændringer i bbr-kommuneførst er planlagt til 2015.

De to første adresseklienter skal understøtte kommunernes arbejde med at fastsætte nye supplerende adresser. Der bliver tale om en såkaldt ”Adresseklient ver.1.0” som kan anvendes til at oprette og rette adresser med og en ”Dialogklient ver.1.0” som skal kunne anvendes i kommunens dialog med andre parter, fx ejere, om adresserne på en ejendom.

Begge klienter vil have en kortbaseret brugergrænseflade, så adresserne uden omveje kan ses og placeres korrekt på kortet.

Overblik over Adresseregister og systemomgivelserne

 

Eksempel på hvordan den færdige Adresseklient kan se ud